Jeg er lige blevet færdig med bogen “Ikk’ for sjov – om kemo og comedy”, som er Geo’s fortælling om livet som far, ægtemand, komiker – og kræftpatient. Jeg har egentlig aldrig haft lyst eller behov for at læse hans bog, men lige pludselig så jeg mig selv gå ind på saxo.com og trykke køb. Bogen handler meget om hans kemoforløb, og hvordan denne behandling smadrede hans krop. Jeg har selv gennemgået – efter min mening – to hårde operationer, men har ikke været i kemobehandling. Så lige netop dette tema havde jeg svært ved at relatere til. Det kom dog bag på mig, hvor meget kemoen smadrede hans krop, men det hårdeste har helt klart været at læse hans kones dagbogs-indslag undervejs i bogen. Jeg er af den opfattelse, at det er hårdt at være syg. Men jeg tror, at det er endnu hårdere at være pårørende, som er placeret i en eller anden form for gråzone på sidelinjen uden egentlig at kunne gøre noget.

Geo’ sygehistorie er jo offentligt kendt, men bogen åbner op for at få et indblik i de tanker og følelser, der ligger bag hans oplevelser som kræftpatient. Særligt i bogens afslutning synes jeg, at han kommer ind på nogle væsentlige overvejelser, som jeg også selv kan relatere til.

“Jeg har talt med kræftpatienter, som faktisk siger, de ikke ville være foruden oplevelsen, eller i  hvert fald ikke ville undvære det, de har taget med sig. For mange er en alvorlig sygdom et wake up-call, som skaber en bevidsthed om prioriteter og et fokus på at leve livet, mens man har det. En ting kan vi være sikre på, og det er, at vi skal dø – alle sammen. Hele bundet. Og ingen af os ved, om vi pludselig bliver ramt af en bus eller en alvorlig sygdom. Så vi skylder om ikke andre så os selv at leve livet 100%, mens det står på. kræftdiagnose eller ej. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke ville have været foruden denne oplevelse. Det er muligt, at jeg kommer dertil, når jeg har fået sygdommen og kemoterapien mere på afstand. Men forløbet har uden tvivl ændret noget ved min måde at tænke på. jeg kan fuldt ud nikke genkendende til følelsen af at se tilværelsen i et nyt lys. Selvom jeg egentlig føler, at jeg altid er gået efter drømmen og har levet livet, så er jeg blevet endnu bedre til at værdsætte det. Og jeg er i den grad blevet god til ikke at lade små ligegyldige ting gå mig på. negativ energi kan jeg ikke bruge til noget som helst – jeg gider simpelthen ikke spilde mit liv på det. Sådan er mit mantra blevet, og det gør en kæmpe forskel i min hverdag. Er der noget, som skaber konflikter, forsøger jeg at løse det, og kan det ikke løses, må det væk og ud af mit liv, da det i så fald er spild af god og værdifuld tid, som jeg i stedet kunne have brugt på noget godt.”

Min egen sygdom har helt sikkert være et wake up-call i forhold til at leve livet fuldt ud hver dag. Det er Elton et glimrende eksempel på. Omvendt synes jeg også, at jeg nogle gange godt kan mærke en form for stress over denne indsigt. Alle ved, at livet er en skrøbelig størrelse, men tit tager hverdagen over, og man kan hurtigt glemme at leve livet 100% hver dag. Men efter jeg er blevet syg, så synes jeg, at denne livsanskuelse kan stresse mig mere end det kan gavne mig i min hverdag. Ved ikke om det giver mening, det jeg siger, men jeg kan opleve at få stress over, at jeg ikke værdsætter livet og hverdagen nok. Omvendt har én af mine kollegaer sagt, at man ved, at man er rask, når man hører sig selv brokke sig over små, åndsvage ting igen. Og det synes jeg, at hun har fuldstændig ret i, og det er så fint sagt.

Så når Geo skriver, at han ikke lader sig gå på at små ligegyldige ting, så klapper jeg mig alligevel mentalt på skulderen hver gang, at jeg bliver irriteret over, at det regner, min cykel er flad eller når bussen kører lige for næsen af mig.