Man kan finde en masse information om dét at være pårørende til én, der er alvorligt syg, rundt omkring på nettet. Som jeg før har givet udtryk for, tror jeg, at det i mange situationer næsten er nemmere at være den, som er syg, end at være den, som står på sidelinjen og prøver at være behjælpelig. For hvordan skal man agere, hvad skal man sige, og hvordan ved man, hvad den kræftramte har brug for? Der findes ingen manual som man kan læne sig op af.

Som pårørende bliver man simpelthen nødt til at føle sig frem og udvikle en evne til at kunne fornemme den kræftramtes humør og behov fra dag til dag. Et utaknemmeligt job faktisk, og derfor tror jeg også, at mange er usikre på, hvordan de skal forholde sig – mig selv inklusiv. Vi er alle forskellige – og gudskelov for det – så jeg kan ikke give jer svaret på, hvordan man skal opføre sig som pårørende, men jeg kan fortælle om mine egne oplevelser. For at det ikke skal blive en hel roman, deler jeg indlægget op i nogle mindre, og forhåbentlig, letfordøjelige bidder.

Under mit sygdomsforløb har humor spillet en rigtig stor rolle for min egen måde at takle situationen på. Måden jeg har snakket om sygdom på har selvfølgelig påvirket måden mine venner og familie har snakket med mig om det, fordi de har mærket på mig, at jeg har haft brug for det. Man skal ikke undervurdere værdien af en god kemojoke, som kan være med til at lette stemningen og fx gøre endnu et hospitalsbesøg lidt mere overskueligt. Det gør ikke noget at kunne grine af situationen for på den måde at føle sig hævet over sygdommen. For mit eget vedkommende har humor i hvert fald været et vigtigt redskab til at holde mig selv oven vande og bevare følelsen af, at jeg stadig var mig selv.

Men man skal samtidig også passe på, for nogle dage kan selv den bedste joke falde til jorden. Igen handler det om at man som pårørende skal være god til at mærke stemningen hver enkelt dag. Men hellere træde ved siden af, end ikke at sige eller gøre noget. Når det så er sagt, synes jeg, at man bør være varsom med sin brug af humor, hvis man er et perifert bekendtskab til den kræftramte. Humor bygger her på tillid og kræver, at man har en tæt relation til den sygdomsramte. Jeg ville synes, at det var mærkeligt og malplaceret, hvis folk jeg kun kendte overfladisk, lavede sjov med min sygdom på samme måde, som jeg kunne grine af situationen med mine venner og familie.