I snart to måneder har jeg forsøgt at finde ordene. Jeg har taget min computer frem et utal af gange, men hver gang jeg sidder her foran skærmen, trækker min mave sig sammen. Det er pludselig svært at sætte ordene sammen. Jeg ved hvad jeg skal skrive, men jeg har ikke lyst til det. Måske prøver jeg blot at skåne mig selv. Det har ellers altid været noget af det, jeg har haft nemmest ved. At skrive. Men det er barskt at blive konfronteret med den skæbne, jeg i over fem år har forsøgt at ændre. Erkendelsen af, at jeg ikke kommer til at blive rask, er forbundet med så stor lidelse, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan jeg lærer at leve med den.

Jeg er blevet erklæret uhelbredelig syg – hvad det så end betyder, og hvordan man overhovedet skal forholde sig til sådan en besked, ved jeg ikke. Jeg ved godt, at kræft ikke er for sjov. Men jeg har altid troet på, at det var noget, jeg en dag kunne lægge bag mig.  Når man sidder over for et menneske, der siger til én, at der ikke er mere at gøre, føler man sig angrebet af Demontorer, som suger al håb og glæde ud af én.  Alligevel var det først, da jeg forsigtigt spurgte ind til børn, at mit sind for alvor blev lammet af sorg.

Når man altid har ønsket at få børn, er det et slag i ansigtet at få at vide, at jeg bør lægge drømmen om børn på hylden. Dels på grund af de etiske overvejelser ved at få børn, når man er uhelbredelig syg, og dels fordi graviditet kan trigge tumoren, så den vokser hurtigere.

Smerten over ting, jeg måske ikke når at være med til, fylder meget i mine tanker, og det tærer på kræfterne at leve et liv, hvor døden er blevet nærværende. Man er alene i sin sygdom. Jeg er alene. Og det gør så ufatteligt ondt.