Hjem - Fingers crossed

29. oktober 2015

Torsdagstanker: Anne

I dag har jeg givet ordet til min gode veninde Anne, som jeg lærte at kende, da vi gik på efterskole sammen i 10. klasse. Anne startede en uges tid senere end os andre, og jeg husker tydeligt den dag hun ankom til skolen sammen med sin mor og storebror og skulle bo på Fies og mit værelse. Vi klikkede sammen fra første dag, og jeg kan uden at blinke sige, at Anne var én af de vigtigste årsager til, at jeg havde verdens bedste efterskoleår. Siden da har vi stået hinanden bi, og i dag bor vi kun 100 meter fra hinanden. Her er Annes torsdagstanker:

“De siger jeg har en tumor i hovedet og at det måske er kræft”. Min veninde Kristine har netop åbnet døren og falder mig grædende i armene, og bagved hende kan jeg se hele hendes nærmeste familie sidde omkring spisebordet fuldstændig forstenede af chok og angst.

Dette var ordene, der mødte mig en mandag i september 2012. Situationen var så langt fra hvad jeg havde forudset, da min veninde ringede op og spurgte om jeg ikke kunne komme hjem til hende efter arbejde. Dagen inden var jeg blev ringet op af Kristine, hvor hun fortalte at hun formentligt havde fået en hjernerystelse og var en tur forbi Bispebjerg skadestue til undersøgelse og havde fået foretaget en rutine CT-scanning. Som sygeplejerske af erhverv er jeg vant til at mine veninder henvender sig til mig ved, når de oplever berøringer med sundhedsvæsenet i den ene eller den anden forstand, og tænkte ikke videre over at min veninde skulle til undersøgelse, og hun blev da også sendt hjem senere på aftenen med besked om at scanningen var fin. Ej heller da jeg dagen efter igen ringet op af Kristine, der fortæller at en overlæge har ringet hende op og sagt hun skal komme ind til en kontrolscanning, ringer mine alarmklokker, da Kristine qua hendes alder og tidligere store hjernerystelse i forbindelse med en busulykke måske er en, der skal ses af en overlæge for en sikkerheds skyld.

Så ja, mit første møde med Kristines tumor husker jeg stadig som var det igår – et kæmpe chok og en situation, jeg aldrig troede jeg skulle stå i. Min første reaktion var ret instinktiv formentligt grundet mit erhverv som sygeplejerske – jeg kravlede ubevidst i den hvide kittel, skubbede mine egne følelser væk og forsøgte at finde håbet og hjælpe de mennesker, der sad omkring mig i dyb krise. Min egen reaktion ramte dog hårdt bagefter – en nær veninde fik en opringning, så snart jeg forlod lejligheden og så fik tårerne ellers frit løb.

3 år er nu gået, og jeg kan skrive en roman om alle de glæder og sorger vi har gennemgået sammen i forbindelse med Kristines tumor. Paradokset er at på trods af jeg har set min veninde være indlagt på neurokirugisk semiintensiv 2 gange efter store hjerneoperationer samt overværet min veninde gennem stråle + kemobehandlinger, der kan få selv voksne mænd til at ryste i bukserne, så har jeg aldrig betragtet hende som syg. Grundet til det er nok Kristines egen indstilling til sin sygdom – jeg kunne hurtigt fornemme at Kristine ikke havde brug for ynk eller medlidenhed, men ville tage kampen op og ikke falde ind i rollen som syg, men derimod forsøge at leve så normalt som muligt med en hjernetumor.

Dagen idag kan jeg ikke fortælle hvilken type tumor Kristine er ramt af – en ting som ellers vil være det første man spørger til og undersøger som sundhedsprofessionel. Det er nok min egen forsvarsmekanisme som er slået til i frygt for at læse prognoser og andet, der kan rokke på min illusion om at alt ting nok skal gå godt. Endvidere besluttede jeg mig tidligt for at min rolle i det her sygdomsforløb ikke skulle være som sygeplejerske eller bekymret pårørende – jeg ville agere veninde, der skulle holde humøret op og forsøge at bevare alt så normalt så muligt i denne unormale situation. Min kæreste har flere gange mindet mig om, at det Kristine ønsker, er blot at være en hel normal veninde, man deler glæder og sorger med, og ikke forskåner grundet hendes sygdom, og Kristine har heldigvis været helt fantastisk til selv at melde til/fra alt efter hvor meget tumoren har fyldt, og så har vi tilrettelagt vores planer efter det.

Kendsgerningen at Kristine er syg har dog ramt mig flere gange og det har ikke alt tid været nemt at skulle være den ”stærke”, når modgangen har ramt, men jeg har i den grad været taknemlig for min egen familie, kæreste samt alle andre veninder, der i den grad har støttet og delt alle mine bekymringer, når det har været svært. Jeg husker især min veninde Sachas ord, da angsten for om strålebehandling og kemobehandling ikke var tumorens overmand fyldte lidt for meget, mindede hun mig om at nogle skulle være solskinshistorien og denne solstråle selvfølgelig var Kristine.

Den 9. oktober i år blev jeg igen mødt af en grædende Kristine i døråbningen. Denne gang heldigvis i glædestårer og et af de største øjeblikke vi har delt sammen. Det var en kæmpe forløsning på, at onkologen Hans’ strategi med at stråle- og kemobehandle tumoren, har virket og alt tyder på at min solstråle Kristine har taget et kæmpe skridt i retningen af et liv uden sygdom og bekymringer.

DSCN4931

22. oktober 2015

Torsdagstanker: Maria

De næste tre torsdage giver jeg ordet til tre af mine gode veninder. Jeg har spurgt, om de ville have lyst til at sætte ord på, hvordan de har oplevet mit sygdomsforløb set fra sidelinjen og prøve at beskrive nogle af de følelser og tanker de har gjort sig undervejs. I dag har jeg givet ordet til min veninde Maria, som jeg har boet sammen med en del år. Vi lærte hinanden rigtigt at kende i gymnasiet og blev venner på Roskilde Festival i 2006. Jeg boede også sammen med Maria den dag jeg fik at vide, at jeg havde en hjernetumor og glemmer aldrig at komme hjem i lejligheden og skulle viderebringe nyheden til Maria og min ene søster, som jeg også boede sammen med på daværende tidspunkt. Maria har skrevet lige præcis hvad hun ville, og jeg har ikke bedt hende om at reflektere over noget bestemt eller tage udgangspunkt i en særlig situation. Her er Marias torsdagstanker:

Hvordan reagerer man rigtigt?

Det korrekte svar på det spørgsmål er vel, at der i langt de fleste situationer, ikke kun findes én rigtig måde at reagere på, men at det er individuelt fra person til person, hvordan man reagerer i diverse situationer.

Alligevel har dette spørgsmål opfyldt mig meget, og en dag det særligt optog mig, var dagen hvor Kristine kom hjem og fortalte, at hun havde en hjernetumor. Vi boede sammen – Kristine, hendes søster Maria og mig: veninden. Hende som måske skulle holde lidt afstand, og lade to søstre pakke sig ind i deres egen lille tosomhed af sorg, men hvordan gør man det? Hvordan reagerer man rigtigt, på en sådan nyhed, der som et lyn fra en klar himmel, fuldstændig flænser alt omkring sig, og kun lader uvisheden tilbage? På den ene side havde jeg lyst til at bryde deres lille boble af ulykke, og påtage mig en del af smerten. Bare en lille del, så det hele ikke gjorde så fandens ondt. Samtidig var der en lille stemme som blev ved med at hviske, at det her ikke var min kamp. At jeg skulle trække mig tilbage, og give familien fred. At det var bedst, at jeg ikke pressede mig unødigt på, og i stedet lukkede døren til mit værelse, og gav dem tid..

Jeg har aldrig fået ræsonneret mig frem til hvad der var den rigtige måde at reagere på i den tid. Men faktum var, at tiden gik og i virkeligheden fandt jeg vel frem til en eller anden form for balancegang, som fungerede bedst, i forhold til den jeg er, og den Kristine havde brug for, at jeg skulle være.

Min pointe er vist bare, at der aldrig findes en facitliste for hvordan man som pårørende skal reagere, men at man må føle sig lidt frem, og at det er fuldstændig individuelt. Når vi er sammen i dag, så er sygdommen selvfølgelig til stede, men jeg gør mit til, at den bliver parkeret et eller andet sted i baghovedet, så vi stadig kan have det ligesom i gamle dage.

Kristine ved, at hun kan tale med mig om sygdommen alt det hun vil, og jeg lytter gerne. Men det er også vigtigt at holde fast i hvordan vi var før tumor-tiden, og at der også findes en tid efter – en tumorfri tid <3

8. oktober 2015

S L U T

Den 10. september skrev jeg et indlæg om at kunne ane målstregen. Det kan du læse lige her. Som jeg også skrev dengang, er det svært at huske alle de ting, der er sket de sidste tre år og frem til i går, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke skulle have mere kemo. Aldrig mere kemo! De hvide blodlegemer lå stadig på så lavt et niveau, at min læge Hans syntes det ville være dumt at presse citronen yderligere, hvorfor han kom frem til, at vi stopper med behandlingen nu. Det ville selvfølgelig have været mest optimalt at få den fulde behandling på seks serier, men der er mange der må afbryde behandlingen undervejs, fordi kroppen siger stop. Så jeg er glad for, at jeg nåede fem serier. Og derudover er jeg bare helt vildt GLAD.

Der gik lige et par timer fra de ringede fra Riget i går til at jeg havde fordøjet nyheden og var i stand til at dele den med venner og familie. Jeg gik en lang tur i blæsevejret, og det passede lige akkurat med, at da jeg kom hjem i lejligheden igen, bankede Anne på døren og så tudede jeg. Og Anne tudede. Det var et ret rørende øjeblik, og jeg får tårer i øjnene igen, som jeg sidder her og skriver om det. For jeg var glad og lettet helt ind til benet. Jeg var ét stort smil hele aftenen og måtte tude lidt igen, da jeg skulle sove. På den ene side tør jeg ikke tro på, at det er slut og på den anden side føles det bare helt rigtigt. Jeg har været i strålebehandling og dernæst fået kemoterapi siden november 2014, men inden da har jeg gennemgået to hjerneoperationer og én operation i æggestokken siden september 2012. Og i går blev der så sat punktum.

Som jeg forsøgte at sætte ord på i dette indlæg har de sidste tre år været de sværeste år i mit liv. Jeg har grædt, grint og haft ondt af mig selv i et hav af op og nedture, som på mange måder har gjort mig stærkere og mere hel som menneske, men som også har krævet, at jeg har måtte arbejde meget med mig selv for at få det bedste ud af hverdagen og for at turde tro på fremtiden.

Her i morges fandt jeg et brev på min computer, som jeg har skrevet i juli 2013 forud for min anden vågne hjerneoperation. Jeg kan slet ikke huske, at jeg skrev det, men jeg skriver hvem i min familie der skal arve mine forskellige ejendele i tilfælde af, at operationen ikke går godt. Derudover har jeg skrevet, at jeg håber, at én af mine søstre vil kalde ét af deres kommende børn Kristine til mellemnavn, og at jeg gerne vil have der bliver spillet Annika Aakjærs ”Skulder ved skulder” og TV2’s ”Kys det nu, det satans liv” ved min begravelse. Rimelig vildt at læse skal jeg hilse at sige. Men det vidner jo bare om, at sygdommen har sat sine spor, og at mit sind har været fyldt med en masse angst, som jeg på en eller anden måde nu får forløst.

Selvfølgelig er der stadig en risiko for, at tumoren vender tilbage, og jeg skal stadig gå til kontrol jævnligt her det første år, men overordnet har jeg overlevet, hvad jeg for tre år siden var sikker på, at jeg skulle dø af.

Det er ikke noget jeg tidligere har berørt særlig meget, men jeg tror, at det er meget naturligt, at man i sådan et forløb gør sig nogle tanker om døden. Jeg synes ikke, at det er noget der har fyldt så meget hos mig, men i perioder har angsten for ikke at opleve mine søstre blive mødre, ikke selv at få børn en dag eller ikke kunne blive gammel og grå sammen med mine venner og veninder, fået fat i mig, fordi der var så meget jeg ikke ville gå glip af. Men dér er jeg slet ikke mere, for jeg klarede den, og selvom jeg har nogle ting jeg kæmper med, så er jeg kommet ud på den anden side – stærkere og mere positiv end jeg havde turde håbe på for tre år siden.

7. oktober 2015

Lidt om hår (igen)

Rare mennesker siger (i bedste mening), at jeg bør smide parykken langt væk og omfavne mit eget korte hår. Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg i høj grad søger roser og anerkendelse af mit eget, nye hår i en noget kortere udgave end jeg nogensinde før har praktiseret. Som jeg tidligere har været inde over blandt andet her og her, er jeg blevet overrasket over, hvor meget jeg er blevet ramt på min forfængelighed over at miste håret og hvor svært det har været, og stadig er, at acceptere mit korte hår.

Jeg har kun oplevet én negativ oplevelse omkring min paryk, og folk har i den grad været søde til at rose både paryk og kort hår og nu kort hår, som er blevet klippet for første gang. For jo, min elskede frisør, som jeg holder meget af, har sgu gjort det godt. Jeg synes det er pænt, og folk synes sagtens jeg kan bære det korte look, og det synes jeg egentlig også. Alligevel har jeg stadig svært ved at se mig selv med kort hår og ønsker stadig mit lange, blonde hår tilbage. Overfladisk? Måske. Men nu er det nok engang sådan jeg har det.

Jeg fik at vide, at jeg bruger parykken som et skjold. Igen blev det sagt i bedste mening, og jeg blev heller ikke stødt over denne kommentar. Omvendt gav det egentlig meget god mening for mig, fordi jeg langt hen ad vejen er enig. Jeg har gennem hele sygdomsprocessen været ret åben omkring mine følelser både her på bloggen og i min omgangskreds.

Jeg har ikke noget imod at snakke om sygdom, og tit og ofte er det rart og afstressende, når folk bare spørger om det de har lyst til. Derfor er det også rart nogle gange at tage parykken på og ikke være Kristine, der har mistet sit hår på grund af sin hjernetumor. Håret er det eneste synlige tegn, foruden nogle ar rundt omkring på kroppen, på den proces jeg har været igennem, og nogle gange er det egentlig bare meget rart at gemme det hele lidt væk. Især når jeg skal møde nye mennesker og ikke føler behov for at involvere dem i den del af mit liv, men bare gerne vil føle mig som Kristine. Kristine uden kemo.

29. september 2015

De gode tanker

Min krop rækker fuck til mig. Den har fået nok og pisser på mig. Det værste er, at jeg godt forstår den. Jeg ville også være træt af mig. Jeg er faktisk træt. Nu har jeg fyldt min krop med gift i snart 10 måneder, og de perioder hvor mit sind har lidt, har kroppen fungeret som en klippe, der sørgede for at få mig på arbejde, til træning og ud i verden efter ny energi. Undervejs har den brokket sig og gjort modstand, så jeg ikke har magtet andet end at ligge i min seng og have ondt. I de perioder har kroppen vendt sig selv på vrangen, og jeg har bandet den langt væk.

Nu brokker kroppen sig ikke længere. Den siger stop. I sidste uge til blodprøvetjek lå mit leukocyttal på 2,0. Tallet skal over 3,0 før de vil give mig mere kemo. I dag var tallet faldet til 1,4. Jeg har ikke fået kemo siden den 9. september, og alligevel bliver de hvide blodlegemer ved med at falde.

På de svære dage som i dag øver jeg mig i tænke positive tanker. Når jeg ikke kan ændre mit fysiske helbred, vil jeg i hvert fald forsøge at påvirke mit humør, og måden jeg bearbejder de dårlige dage på. Mit humør skabes af mine tanker. Min evne til at takle dårligt nyt skabes af mine tanker. Jeg blev rigtig ked af det, da de ringede fra Rigshospitalet tidligere, og sagde at mine blodprøver var for lave til behandling. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg var på vej ind at få en halv times massage, og lige efter Rigshospitalet ringede, havde jeg bare lyst til at droppe massagen og cykle hjem. Men jeg valgte heldigvis at blive for at få min massage, og det viste sig at være den helt rigtige beslutning.

Jeg brugte den halve time til at få styr på følelserne og afstresse kroppen. Det blev næsten en slags meditation, hvor jeg gjorde brug af nogle af de redskaber, som jeg har taget med mig fra mindfulness. Bagefter kunne jeg igen overskue situationen og tænkte allerede bedre tanker. For jeg nægter at skabe en negativ virkelighed – jeg vil ikke lade mig styre af bekymringer.

FullSizeRender-2

28. september 2015

Et dagligt selvkærligt boost

For et stykke tid siden faldt jeg tilfældigvis over psykolog Mette Holms nyhedsbrev. Mette arbejder blandt andet med coaching og selvudvikling, og hver dag sender hun et selvkærligt boost ud til sine abonnenter. Som den trofaste læser ved, har jeg siden jeg stiftede bekendtskab med mindfulness ønsket at blive bedre til at leve i nuet, være mere nærværende og skabe en positiv energi for mig selv og dem omkring mig. Som Mette Holm har skrevet i ét af sine nyhedsbreve:

”I en god stemning er det lettere at overkomme det svære, og tackle det, der er mørkt”

Her er jeg fuldstændig enig, og holder derfor meget af at læse mit daglige selvkærlige boost fra Mette. Ifølge Mette er det vigtigt at være bevidst om sine op-nøgler, for det er alt det, man bliver i bedre humør af. Ikke at man behøver være manisk glad 24/7 – men stemningen skal være god. Selv er Mette rimelig præcis omkring sine op-nøgler, og hun ved, hvad hun skal gøre for at komme i et bedre humør. Som eksempler nævner hun:

At høre en bestemt spilleliste på min telefon med fantastiske numre
At se mit yndlingstal 22 – rundt omkring
At have make-up på.
At nusse om mine børn.
At give andre en krammer
At drikke en god kop kaffe
Min lille hund Amanda
At gå i stilletter
Indre dialoger om hvor fantastisk fremtiden bliver

Så hvad er mine op-nøgler, og hvad skal jeg fokusere på for at hæve min stemning?

Drikke en kop kaffe
Ses med en veninde
Modtage snapchats fra venner og familie som får mig til at grine
Gå en tur med Elton, når solen skinner og jeg ikke skal nå noget
Have tid til at tænde for Netflix eller HBO
Læse et dameblad
Gå i byen med mine veninder

Det var hvad jeg lige kunne komme på, men listen kan sagtens videreudvikles i takt med, at man bliver mere bevidst om sine op-nøgler.

Jeg vil helt sikkert vende tilbage til Mette Holm i senere indlæg, men hvis du selv er blevet nysgerrig kan du tilmelde dig her. I dag fik jeg for eksempel læst alle de artikler, som jeg havde planlagt at skulle nå at læse i dag ift. mit speciale, og senere nåede jeg også at gå tur på Christianshavns vold, som er topfavoritten, når solen skinner.

24. september 2015

De hvide blodlegemer skal danses frem

I går var en træls dag. Jeg brugte det meste af dagen på Rigshospitalet, og da tiden endelige kom til, at jeg skulle starte på den sidste kemoserie viste det sig, at mine blodprøver var for dårlige til, at de ville give mig kemoen. Mit leukocyttal lå på 2,0, hvor normalværdien ligger mellem 3,5 og 8,8. Leukocytterne er de hvide blodlegemer, som er en del af immunforsvaret, der beskytter kroppen mod infektioner. Det vil derfor være farligt at fylde kroppen med mere kemo, da jeg så ikke vil kunne bekæmpe selv helt små og uskyldige infektioner. Jeg foreslog ellers min læge Hans, om jeg ikke bare kunne leve med et lavt antal hvide blodlegemer her den sidste måned, så jeg kunne blive færdig med min behandling. Dertil svarede han, at det ville jo være dumt at slå mig ihjel, nu her hvor vi var så tæt på mål. Det måtte jeg give ham ret i. Men jeg vil ike lægge skjul på, at jeg blev ked af det, og det slog mig noget ud, at behandlingen igen blev forlænget. Min overskudskonto er ved at være tom, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Så når planerne bliver ændret tager det en masse energi, som jeg i forvejen ikke har meget af her i slutspurten. Jeg bliver ikke ked af det, fordi det gør ondt eller fordi jeg har det skidt. Det er nemmere at ligge og være syg af kemo end at skulle finde et overskud frem, som jeg ikke har længere. Når mine blodprøver viser sig at være for lave, bliver jeg derfor ked af det, fordi planerne igen ændres, og jeg skal finde lidt mere overskud frem fra en konto, som i forvejen står i minus.

Planen er nu den, at jeg skal ind at have taget en ny blodprøve igen på tirsdag, og hvis tallet er kommet over 3, giver de mig den kemo jeg skulle have haft i går på onsdag, og så bliver den sidste serie kun forlænget med en enkelt uge. Hvis blodprøverne ikke er gode nok på tirsdag, venter vi en uge til og dernæst ville de tage stilling til, om behandlingen skal afbrydes, fordi kroppen ikke kan klare mere kemo.

Jeg skal fejre min fødselsdag sammen med en masse gode venner her i weekenden, og én af mine veninder skrev i går, at vi danser de hvide blodlegemer frem i byen på fredag. Det synes jeg var ret fint skrevet, så det har jeg i sinde at gøre.

20. september 2015

Er 28 det nye sort?

I aften er min sidste aften som 27-årig. Åh Gud, det er næsten ikke til at bære. Misforstå mig ikke, jeg elsker at have fødselsdag med hvad dertil hører af gæster og hygge. Men det der med at blive ældre, er jeg ikke særlig stor fan af. Jeg skal heldigvis nyde dagen sammen med nogle af mine yndlingsmennesker, og på fredag fortsætter jeg festen med øl og flere fantastiske mennesker. Jeg elsker altså at have fødselsdag og have gæster på besøg, så det er slet ikke dér skoen trykker. Men hvor ville jeg dog gerne blive ved med at være 27. På den anden side kan jeg se frem til en masse dejlige ting i mit 28. år. Først og fremmest bliver jeg færdig med kemo, og hvis alt går som lægerne lover, bliver jeg erklæret rask lige om lidt. Til januar bliver jeg endvidere færdig med min kandidatuddannelse i kommunikation, og skal altså endelig snart ud at prøve kræfter med den virkelige verden og vinke farvel til SU og sige hej til voksenløn. Jeg begyndte at læse på RUC i september 2010, og selvom det er en anelse angstprovokerende, glæder jeg mig helt vildt til snart at være færdig med at studere. Dét skal fejres med et brag af en kandidatfest til foråret!

Så det er ikke fordi jeg tænker, at det bliver mindre kedeligt at blive 28. Tværtimod. Men tiden går bare så pokkers hurtigt, og jeg synes slet ikke, at jeg kan følge med. Jeg føler nok et eller andet sted, at jeg har en masse jeg skal nå at indhente, fordi jeg siden min 25års fødselsdag har måtte bruge en hulens masse tid og energi på mere alvorlige ting. Nu hvor jeg er ved at være rask og snart får en hverdag uden ugentlige ture til Rigshospitalet, er jeg i en periode i mit liv, hvor jeg har brug for at grine og have det sjovt uden for mange forpligtelser og negative tanker. Det er en svær balance, for samtidig med, at jeg har lyst til at skeje ud, har jeg også høje ambitioner for mit afsluttende speciale og starten på min karriere. Jeg arbejder med mig selv i øjeblikket i forhold til at kunne forene de forskellige dele af mit liv på én måde, hvor det giver bedst mening for mig. Jeg er klar over, at jeg oven på det her sygdomscirkus har en masse tanker og følelser der skal bearbejdes, men jeg vælger at gøre det på min egen måde, og jeg har fuld tillid til, at jeg selv bedst ved, hvad der fungerer for mig.

Måske skal jeg bare vælge at omfavne de 28 og glæde mig over, at der er et helt år til, at jeg fylder 29? Så selvom jeg på ingen måde føler mig som en voksen, overbeviser jeg mig selv om, at det hele nok skal gå, og at mit 28. år bliver det fedeste!

10. september 2015

Jeg kan ane målstregen

Jeg var på Rigshospitalet i går eftermiddags, hvor jeg fik den sidste omgang kemoterapi i den anden sidste serie af det samlede forløb. Det vil sige, at næste gang jeg skal derind er starten på den sidste måned med kemo i hele mit liv. Det er nærmest slet ikke til at fatte. Ved ikke om jeg skal grine eller græde.

Jeg er sej! Må man gerne sige det her i Jantelovs-Danmark? Ved det ikke, men jeg gør det alligevel, for hold nu op, hvor er jeg stolt af mig selv. De sidste tre år har været hårde. Ingen tvivl om det. Men nu står jeg her med min 28års fødselsdag lige rundt om hjørnet og er glad og næsten rask. Jeg håbede jeg ville nå at blive stemplet som rask inden jeg fyldte 28, men der er lige blevet forlænget noget behandling så må vente lidt endnu. Men det er okay, for jeg kan efterhånden ane målstregen. Nyheden var svær at sluge lige da jeg fik det at vide, fordi jeg netop havde arrangeret bytur med fejring af fødselsdag og færdig med kemo. Nu bliver det bare en fødselsdagsfejring, og den har jeg valgt at holde fast i. Jeg kan mærke, at jeg har brug for fest, og jeg glæder mig sådan til at se alle dem, der har tid til at komme forbi og få øl. Så må den helt store fejring vente til jeg afleverer min kandidat og holder specialefest. Det glæder jeg mig helt vanvittigt til!

Det er svært at huske alle de ting, der er sket de sidste tre år, men i det store hele er jeg ret imponeret over min egen indsats i forhold til at have levet med en alvorlig sygdom og alt hvad dertil hører af operationer og medicinsk behandling. Der har helt sikkert været perioder, som stadig kan få min mave til at krympe sig sammen, og som jeg ikke har lyst til at gå igennem igen. Men jeg har godt nok lært meget om mig selv og kæmpet med tanker og oplevelser, som her, når jeg giver mig selv lov til at kigge tilbage, i den grad har udviklet mig som menneske. Visse ting kæmper jeg stadig med og nogle ting ville jeg ønske, at jeg havde taklet anderledes, men de oplevelser tager jeg også med mig.

Men hold nu op, hvor er jeg glad og taknemmelig over at stå her i dag og snart være færdig med min hidtil største personlige udfordring. Jeg kan godt mærke, at jeg har let til tårer de her dage, for det er ved at gå op for mig, at jeg er ved at være i mål. Det er glædestårer blandet med nogle svære tanker om at turde tro på, at det virkelig er rigtigt det de fortæller mig inde på Rigshospitalet. Og så er det også lidt en frygt for, hvordan jeg får lagt sygdommen bag mig og kommer videre oppe i mit hoved, når jeg snart bliver erklæret rask.

FullSizeRender

23. august 2015

Mandehørm

Jeg har aldrig snakket om min sygdomshistorie med dem jeg har datet, mens jeg har været syg (og ikke været i fast forhold vel at mærke). Nogle har godt kendt til den side af mit liv, og andre som jeg har mødtes med via et overfladisk match på Tinder har helt naturligt ikke vidst, hvad min hverdag også byder på af udfordringer lige pt. Det er underligt, at jeg kan sidde her på bloggen og skrive forholdsvist ærligt om mine tanker og oplevelser med at være syg, men i en situation, hvor jeg sidder over for et andet menneske, som er interesseret i at lære mig at kende, ikke har modet eller lysten til at lukke ham ind i den del af mit liv. Der findes selvfølgelig nogle grænser for, hvor meget og hvad man deler i en 1. date-situation, men jeg har også oplevet, at jeg stadig ikke har haft lyst til at fortælle om kemo og sygdom til folk jeg har lært bedre at kende. Er det fejt? Her sidder jeg i mit lille online univers og føler nærmest jeg kan skrive alt, men når jeg står ansigt til ansigt med folk bliver jeg en kylling. Jeg ser mig selv som en ret åben person, når det drejer sig om venner, familie og kollegaer, men hvis det er nye mennesker, som jeg skal lære at kende, har jeg endnu ikke oplevet at have lyst til at involvere dem i de sygdoms-ting, der i lang tid har fyldt en stor del i min hverdag.

Grunden til, at jeg kom til at tænke på det her var, at jeg skrev sammen med en fyr i forhold til at mødes og drikke en øl. Efter vi har skrevet frem og tilbage om hvilken dag der passede os begge to, spørger han ind til hvad jeg hedder på Facebook. Jeg vælger ikke at svare, fordi jeg synes det er fedest at mødes uden at have været inde at snuse på hinandens profiler og desuden troede jeg, at min profil kun var synlig for folk, som jeg allerede var venner med, hvorfor han ikke ville få noget ud af at se min profil. Senere på aftenen skriver han så, at han selv har fundet mig derinde. Jeg tjekker derfor min profil, og selvom jeg har indstillet den til kun at være åben for mine venner, kan man stadig se gamle opslag fra tidligere år. Der ligger derfor henvisninger og opslag til bloggen, hvor jeg jo skriver åbent om mit sygdomsforløb. Jeg svarer ham stille og roligt, at jeg troede min profil var lukket for ikke-venner og laver lidt grin med, at han sådan er inde at stalke. Han er som sådan vældig flink og komplimenterende, men skriver til sidst, at han fik sympati for mig ved at læse om min grimme sygdom. Her går jeg helt kold og mister fuldstændig lysten til at mødes med ham. Og det er netop derfor jeg tænker over, om jeg er en fej kujon? Jeg fik aldrig svaret ham – også selvom han senere har skrevet igen og spurgt om jeg har haft en god dag. Jeg kan slet ikke holde tanken ud, at skulle mødes med én i en date-situation, som kender til den del af mig, hvor jeg bliver nødt til at skulle kunne snakke med ham om det. Jeg ved, at det lyder mærkeligt, men jeg tror virkelig jeg skal kende folk godt eller være meget komfortable i deres selskab, før det er noget jeg er klar til at dele med dem i en samtale.

Som min veninde så fint beskrev i går, da jeg snakkede med hende om det, så kommer mødet lige pludselig til at foregå på ulige vilkår, fordi han ved noget om mig, som jeg ikke er klar til, at han ved, når det er første gang jeg møder ham. Min veninde havde samme formiddag hørt Mads & Monopolet, hvor en kvinde for nogle år siden havde skrevet ind og spurgt til, hvornår man som single fortæller en date om en kronisk sygdom. Monopolet rådede kvinden til at vente med at sige noget til hun følte sig tryg, og at man sagtens kan vente med at dele den slags før der er tale om kærlighed. Først og fremmest er det sjovt, som det dilemma dukker op igen i Monopolet lige når jeg selv sidder og skriver et indlæg om samme emne. Dernæst vil jeg gøre brug af Monopolets råd og vejledning og fortsætte lidt i samme spor, som jeg har gjort indtil videre.

Det er den ene ting. Den anden er den fysiske forandring jeg har gennemgået siden december. Jeg tabte jo mit eget hår som følge af strålebehandlingen, og selvom det er i fuld gang med at vokse ud igen, tager jeg altid hår eller tørklæde på, når jeg skal ud blandt folk jeg ikke kender så godt. Jeg ligner bare mest mig selv med langt, blond hår og føler mig derfor bedst tilpas sådan. Men samtidig føles det lidt som en forklædning, for det er jo ikke sådan jeg ser ud rigtigt i øjeblikket. Det skal nok komme, men processen føles meget langsom. Jeg ville ønske jeg var meget afslappet omkring den del, men jeg har stået i flere situationer, hvor jeg bare ikke kan få mig selv til at overskride den grænse. Det er selvfølgelig ikke et problem jeg oplever, når jeg er sammen med venner, familien eller på arbejde, men lige så snart jeg skal i byen eller være sammen med mennesker, som jeg ikke har 100% tillid til ryger håret på. Det er ofte skide besværligt og her over sommeren har det godt nok været varmt, men det har ikke været en mulighed for mig ikke at gøre det. Jeg håber det er noget jeg bliver bedre til at takle i takt med at mit eget hår bliver længere og længere. Håret og mine ar er de eneste fysiske tegn på, at jeg har været igennem et længerevarende sygdomsforløb og uden de forandringer ville man slet ikke kunne se, at jeg er syg. Jeg er bare ikke klar endnu.