De næste tre torsdage giver jeg ordet til tre af mine gode veninder. Jeg har spurgt, om de ville have lyst til at sætte ord på, hvordan de har oplevet mit sygdomsforløb set fra sidelinjen og prøve at beskrive nogle af de følelser og tanker de har gjort sig undervejs. I dag har jeg givet ordet til min veninde Maria, som jeg har boet sammen med en del år. Vi lærte hinanden rigtigt at kende i gymnasiet og blev venner på Roskilde Festival i 2006. Jeg boede også sammen med Maria den dag jeg fik at vide, at jeg havde en hjernetumor og glemmer aldrig at komme hjem i lejligheden og skulle viderebringe nyheden til Maria og min ene søster, som jeg også boede sammen med på daværende tidspunkt. Maria har skrevet lige præcis hvad hun ville, og jeg har ikke bedt hende om at reflektere over noget bestemt eller tage udgangspunkt i en særlig situation. Her er Marias torsdagstanker:
Hvordan reagerer man rigtigt?
Det korrekte svar på det spørgsmål er vel, at der i langt de fleste situationer, ikke kun findes én rigtig måde at reagere på, men at det er individuelt fra person til person, hvordan man reagerer i diverse situationer.
Alligevel har dette spørgsmål opfyldt mig meget, og en dag det særligt optog mig, var dagen hvor Kristine kom hjem og fortalte, at hun havde en hjernetumor. Vi boede sammen – Kristine, hendes søster Maria og mig: veninden. Hende som måske skulle holde lidt afstand, og lade to søstre pakke sig ind i deres egen lille tosomhed af sorg, men hvordan gør man det? Hvordan reagerer man rigtigt, på en sådan nyhed, der som et lyn fra en klar himmel, fuldstændig flænser alt omkring sig, og kun lader uvisheden tilbage? På den ene side havde jeg lyst til at bryde deres lille boble af ulykke, og påtage mig en del af smerten. Bare en lille del, så det hele ikke gjorde så fandens ondt. Samtidig var der en lille stemme som blev ved med at hviske, at det her ikke var min kamp. At jeg skulle trække mig tilbage, og give familien fred. At det var bedst, at jeg ikke pressede mig unødigt på, og i stedet lukkede døren til mit værelse, og gav dem tid..
Jeg har aldrig fået ræsonneret mig frem til hvad der var den rigtige måde at reagere på i den tid. Men faktum var, at tiden gik og i virkeligheden fandt jeg vel frem til en eller anden form for balancegang, som fungerede bedst, i forhold til den jeg er, og den Kristine havde brug for, at jeg skulle være.
Min pointe er vist bare, at der aldrig findes en facitliste for hvordan man som pårørende skal reagere, men at man må føle sig lidt frem, og at det er fuldstændig individuelt. Når vi er sammen i dag, så er sygdommen selvfølgelig til stede, men jeg gør mit til, at den bliver parkeret et eller andet sted i baghovedet, så vi stadig kan have det ligesom i gamle dage.
Kristine ved, at hun kan tale med mig om sygdommen alt det hun vil, og jeg lytter gerne. Men det er også vigtigt at holde fast i hvordan vi var før tumor-tiden, og at der også findes en tid efter – en tumorfri tid <3