Nytårshilsen

År 2014 lakker mod enden, og på torsdag markerer 2015 sin begyndelse med et brag af tømmermænd og oprydning efter en forhåbentligt festlig nytårsaften. Det er egentlig sådan en mærkelig begivenhed. Den sidste dag i det forgangne år spæner man rundt og gør klar til en aften, som stort set aldrig kommer i nærheden af ens forventninger. Den første dag i det nye år vågner man så op med ondt i håret, smagen af Sahara i munden og en lejlighed der ligner død og ødelæggelse. Ikke just de bedste kriterier for en god start på et nyt år. Jeg har dog skruet helt ned for de praktiske gøremål den 31. og gør min lejlighed klar til fest og farver allerede i dag. Maden er bestilt udefra og bliver hentet af én af gæsterne og bragt til min dør. Jeg er fan. Derfor kan jeg i år bruge årets sidste dag på at sove længe, finde tøj, få lagt make up og sove middagslur – alt sammen i verdens bedste selskab med Festen og Gæsten på P3.

Jeg har to overordnede og ret konkrete mål for 2015:

1. Blive rask

2. Aflevere speciale

Derudover har jeg ét lidt mere flyvsk mål. Jeg vil genfinde min gnist. Her på det sidste er det ligesom om, at jeg har mistet min gnist og tro på, at det hele nok skal gå. Jeg synes stadig jeg får meget ud af dagene og jeg føler selv, at jeg dealer med sygdom på den bedste måde jeg kan. Men inderst inde er der noget der er ødelagt. For eksempel kunne jeg ikke stå op af sengen den 25. december. Jeg kunne høre min familie hygge sig og have det sjovt, men fysisk og mentalt var jeg så træt, at jeg ikke kunne stå op. Jeg lå bare og kiggede ud i luften. Tårerne trillede ned i mine kinder, men jeg kunne ikke magte mig selv og havde ikke energien til at gøre noget ved det. Det er første gang jeg sådan rigtig forstår, hvad lægerne har ment, når de har sagt, at trætheden nogle dage er altoverskyggende. I min hverdag føler jeg, at jeg oftest får det til at fungere. Jeg tager et par timer i sengen midt på dagen og så kan jeg holde mig vågen om aftenen. Så er der selvfølgelig en masse ting jeg ikke når i løbet af dagen, men sådan må det nu engang være. Jeg håber derfor, at jeg trods sygdom og behandling vil genfinde min gnist og håbet på, at det hele nok skal gå. Jeg vil blive ved med at være en fighter og ikke lade modgang styre min hverdag. Det er et ret vigtigt personligt mål for mig og noget jeg vil arbejde med i hele 2015.

Jeg vil i god form – både fysisk og mentalt. Det er ikke til at vide, hvordan behandlingen vil påvirke min krop og min styrke, men jeg håber, at jeg selv kan være med til at bestemme. Jeg er medlem af Fitness World, men får slet ikke brugt det nok. Måske skulle jeg overveje at mele mig ud og prøve en anden træningsform. Jeg gik på et tidspunkt til crossfit i Crossfit Copenhagen, som jeg var ret glad for. Problemet er, at det er dyrt, men omvendt er det også dumt at smide penge efter noget, som jeg ikke bruger.

Jeg vil blive ved med at blogge så længe jeg får noget positivt ud af det, og jeg kan mærke, at det gør en forskel. Bloggen er et sted, hvor jeg kan komme af med nogle tanker, som har en god effekt på mit humør. Jeg overvejer ofte, hvor meget jeg skal dele, og om det jeg skriver nogle gange er for tæt på. Men når jeg så bliver kontaktet af én jeg ikke kender, som skriver, at det har hjulpet ham eller hende at læse med på min blog, så giver det hele mening, og jeg tænker, at hvis min blog bare kan gøre en lillebitte forskel for et andet menneske i en lignende situation, så er dét det hele værd. Jeg bliver også stolt, når jeg kigger på statistikken og ser, at mange læsere faktisk kommet fra mit link på Kræftens Bekæmpelse. Men i og med, at jeg gør en dyd ud af at være ærlig, så synes jeg, at det er nogle overvejelser jeg hele tiden skal have for øje.