De gode tanker

Min krop rækker fuck til mig. Den har fået nok og pisser på mig. Det værste er, at jeg godt forstår den. Jeg ville også være træt af mig. Jeg er faktisk træt. Nu har jeg fyldt min krop med gift i snart 10 måneder, og de perioder hvor mit sind har lidt, har kroppen fungeret som en klippe, der sørgede for at få mig på arbejde, til træning og ud i verden efter ny energi. Undervejs har den brokket sig og gjort modstand, så jeg ikke har magtet andet end at ligge i min seng og have ondt. I de perioder har kroppen vendt sig selv på vrangen, og jeg har bandet den langt væk.

Nu brokker kroppen sig ikke længere. Den siger stop. I sidste uge til blodprøvetjek lå mit leukocyttal på 2,0. Tallet skal over 3,0 før de vil give mig mere kemo. I dag var tallet faldet til 1,4. Jeg har ikke fået kemo siden den 9. september, og alligevel bliver de hvide blodlegemer ved med at falde.

På de svære dage som i dag øver jeg mig i tænke positive tanker. Når jeg ikke kan ændre mit fysiske helbred, vil jeg i hvert fald forsøge at påvirke mit humør, og måden jeg bearbejder de dårlige dage på. Mit humør skabes af mine tanker. Min evne til at takle dårligt nyt skabes af mine tanker. Jeg blev rigtig ked af det, da de ringede fra Rigshospitalet tidligere, og sagde at mine blodprøver var for lave til behandling. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg var på vej ind at få en halv times massage, og lige efter Rigshospitalet ringede, havde jeg bare lyst til at droppe massagen og cykle hjem. Men jeg valgte heldigvis at blive for at få min massage, og det viste sig at være den helt rigtige beslutning.

Jeg brugte den halve time til at få styr på følelserne og afstresse kroppen. Det blev næsten en slags meditation, hvor jeg gjorde brug af nogle af de redskaber, som jeg har taget med mig fra mindfulness. Bagefter kunne jeg igen overskue situationen og tænkte allerede bedre tanker. For jeg nægter at skabe en negativ virkelighed – jeg vil ikke lade mig styre af bekymringer.