Jeg var på Rigshospitalet i går eftermiddags, hvor jeg fik den sidste omgang kemoterapi i den anden sidste serie af det samlede forløb. Det vil sige, at næste gang jeg skal derind er starten på den sidste måned med kemo i hele mit liv. Det er nærmest slet ikke til at fatte. Ved ikke om jeg skal grine eller græde.

Jeg er sej! Må man gerne sige det her i Jantelovs-Danmark? Ved det ikke, men jeg gør det alligevel, for hold nu op, hvor er jeg stolt af mig selv. De sidste tre år har været hårde. Ingen tvivl om det. Men nu står jeg her med min 28års fødselsdag lige rundt om hjørnet og er glad og næsten rask. Jeg håbede jeg ville nå at blive stemplet som rask inden jeg fyldte 28, men der er lige blevet forlænget noget behandling så må vente lidt endnu. Men det er okay, for jeg kan efterhånden ane målstregen. Nyheden var svær at sluge lige da jeg fik det at vide, fordi jeg netop havde arrangeret bytur med fejring af fødselsdag og færdig med kemo. Nu bliver det bare en fødselsdagsfejring, og den har jeg valgt at holde fast i. Jeg kan mærke, at jeg har brug for fest, og jeg glæder mig sådan til at se alle dem, der har tid til at komme forbi og få øl. Så må den helt store fejring vente til jeg afleverer min kandidat og holder specialefest. Det glæder jeg mig helt vanvittigt til!

Det er svært at huske alle de ting, der er sket de sidste tre år, men i det store hele er jeg ret imponeret over min egen indsats i forhold til at have levet med en alvorlig sygdom og alt hvad dertil hører af operationer og medicinsk behandling. Der har helt sikkert været perioder, som stadig kan få min mave til at krympe sig sammen, og som jeg ikke har lyst til at gå igennem igen. Men jeg har godt nok lært meget om mig selv og kæmpet med tanker og oplevelser, som her, når jeg giver mig selv lov til at kigge tilbage, i den grad har udviklet mig som menneske. Visse ting kæmper jeg stadig med og nogle ting ville jeg ønske, at jeg havde taklet anderledes, men de oplevelser tager jeg også med mig.

Men hold nu op, hvor er jeg glad og taknemmelig over at stå her i dag og snart være færdig med min hidtil største personlige udfordring. Jeg kan godt mærke, at jeg har let til tårer de her dage, for det er ved at gå op for mig, at jeg er ved at være i mål. Det er glædestårer blandet med nogle svære tanker om at turde tro på, at det virkelig er rigtigt det de fortæller mig inde på Rigshospitalet. Og så er det også lidt en frygt for, hvordan jeg får lagt sygdommen bag mig og kommer videre oppe i mit hoved, når jeg snart bliver erklæret rask.

Jeg har aldrig snakket om min sygdomshistorie med dem jeg har datet, mens jeg har været syg (og ikke været i fast forhold vel at mærke). Nogle har godt kendt til den side af mit liv, og andre som jeg har mødtes med via et overfladisk match på Tinder har helt naturligt ikke vidst, hvad min hverdag også byder på af udfordringer lige pt. Det er underligt, at jeg kan sidde her på bloggen og skrive forholdsvist ærligt om mine tanker og oplevelser med at være syg, men i en situation, hvor jeg sidder over for et andet menneske, som er interesseret i at lære mig at kende, ikke har modet eller lysten til at lukke ham ind i den del af mit liv. Der findes selvfølgelig nogle grænser for, hvor meget og hvad man deler i en 1. date-situation, men jeg har også oplevet, at jeg stadig ikke har haft lyst til at fortælle om kemo og sygdom til folk jeg har lært bedre at kende. Er det fejt? Her sidder jeg i mit lille online univers og føler nærmest jeg kan skrive alt, men når jeg står ansigt til ansigt med folk bliver jeg en kylling. Jeg ser mig selv som en ret åben person, når det drejer sig om venner, familie og kollegaer, men hvis det er nye mennesker, som jeg skal lære at kende, har jeg endnu ikke oplevet at have lyst til at involvere dem i de sygdoms-ting, der i lang tid har fyldt en stor del i min hverdag.

Grunden til, at jeg kom til at tænke på det her var, at jeg skrev sammen med en fyr i forhold til at mødes og drikke en øl. Efter vi har skrevet frem og tilbage om hvilken dag der passede os begge to, spørger han ind til hvad jeg hedder på Facebook. Jeg vælger ikke at svare, fordi jeg synes det er fedest at mødes uden at have været inde at snuse på hinandens profiler og desuden troede jeg, at min profil kun var synlig for folk, som jeg allerede var venner med, hvorfor han ikke ville få noget ud af at se min profil. Senere på aftenen skriver han så, at han selv har fundet mig derinde. Jeg tjekker derfor min profil, og selvom jeg har indstillet den til kun at være åben for mine venner, kan man stadig se gamle opslag fra tidligere år. Der ligger derfor henvisninger og opslag til bloggen, hvor jeg jo skriver åbent om mit sygdomsforløb. Jeg svarer ham stille og roligt, at jeg troede min profil var lukket for ikke-venner og laver lidt grin med, at han sådan er inde at stalke. Han er som sådan vældig flink og komplimenterende, men skriver til sidst, at han fik sympati for mig ved at læse om min grimme sygdom. Her går jeg helt kold og mister fuldstændig lysten til at mødes med ham. Og det er netop derfor jeg tænker over, om jeg er en fej kujon? Jeg fik aldrig svaret ham – også selvom han senere har skrevet igen og spurgt om jeg har haft en god dag. Jeg kan slet ikke holde tanken ud, at skulle mødes med én i en date-situation, som kender til den del af mig, hvor jeg bliver nødt til at skulle kunne snakke med ham om det. Jeg ved, at det lyder mærkeligt, men jeg tror virkelig jeg skal kende folk godt eller være meget komfortable i deres selskab, før det er noget jeg er klar til at dele med dem i en samtale.

Som min veninde så fint beskrev i går, da jeg snakkede med hende om det, så kommer mødet lige pludselig til at foregå på ulige vilkår, fordi han ved noget om mig, som jeg ikke er klar til, at han ved, når det er første gang jeg møder ham. Min veninde havde samme formiddag hørt Mads & Monopolet, hvor en kvinde for nogle år siden havde skrevet ind og spurgt til, hvornår man som single fortæller en date om en kronisk sygdom. Monopolet rådede kvinden til at vente med at sige noget til hun følte sig tryg, og at man sagtens kan vente med at dele den slags før der er tale om kærlighed. Først og fremmest er det sjovt, som det dilemma dukker op igen i Monopolet lige når jeg selv sidder og skriver et indlæg om samme emne. Dernæst vil jeg gøre brug af Monopolets råd og vejledning og fortsætte lidt i samme spor, som jeg har gjort indtil videre.

Det er den ene ting. Den anden er den fysiske forandring jeg har gennemgået siden december. Jeg tabte jo mit eget hår som følge af strålebehandlingen, og selvom det er i fuld gang med at vokse ud igen, tager jeg altid hår eller tørklæde på, når jeg skal ud blandt folk jeg ikke kender så godt. Jeg ligner bare mest mig selv med langt, blond hår og føler mig derfor bedst tilpas sådan. Men samtidig føles det lidt som en forklædning, for det er jo ikke sådan jeg ser ud rigtigt i øjeblikket. Det skal nok komme, men processen føles meget langsom. Jeg ville ønske jeg var meget afslappet omkring den del, men jeg har stået i flere situationer, hvor jeg bare ikke kan få mig selv til at overskride den grænse. Det er selvfølgelig ikke et problem jeg oplever, når jeg er sammen med venner, familien eller på arbejde, men lige så snart jeg skal i byen eller være sammen med mennesker, som jeg ikke har 100% tillid til ryger håret på. Det er ofte skide besværligt og her over sommeren har det godt nok været varmt, men det har ikke været en mulighed for mig ikke at gøre det. Jeg håber det er noget jeg bliver bedre til at takle i takt med at mit eget hår bliver længere og længere. Håret og mine ar er de eneste fysiske tegn på, at jeg har været igennem et længerevarende sygdomsforløb og uden de forandringer ville man slet ikke kunne se, at jeg er syg. Jeg er bare ikke klar endnu.

Fire dage efter min 25års fødselsdag i 2012 gennemgik jeg min første vågne hjerneoperation. Året efter blev jeg opereret for anden gang. Samme kirurg, samme resultat. Han fik en god bid af tumoren, men kunne ikke fjerne det hele. I efteråret 2014 begyndte dét der var tilbage at røre på sig igen, og man valgte i neurologisk afdeling at sende mig videre til onkologerne, hvor jeg siden november 2014 har fået henholdsvis strålebehandling og kemo. Nu er sommeren 2015 ved at gå på hæld, og jeg nærmer mig min 28års fødselsdag til september.

I går på en ellers dødssyg onsdag fik jeg besked om, at kemobehandlingen virker, og at der stort set ikke er mere tumorvæv tilbage. Samtidig fik jeg at vide, at hvis alt går efter planen, skal jeg have min sidste kemo den 9. september. Et behandlingsforløb, som blev skudt i gang få dage efter jeg fyldte 25, når dermed at blive afsluttet lige inden jeg runder 28. Det er vildt at sidde her nu tre år efter det hele startede, og mit liv ændrede sig for altid. Og på samme tid føler jeg også, at intet har ændret sig. Jeg er blevet en anden, men det vil mange nok sige, når de som 28årig ser tilbage på, hvem de var som 25årige.

Omvendt har de sidste tre år budt på en række af oplevelser og bump på vejen, som jeg aldrig havde troet jeg skulle passere. Men jeg er her endnu – nok stærkere og mere bevidst om hvem jeg er, og hvad jeg kan præstere, end hvis de sidste tre år havde set anderledes ud. Operationer, medicinsk behandling og genoptræning har sat sine spor både på krop og sjæl, og jeg kan på mange måder mærke, at jeg i flere forskellige situationer reagere anderledes på baggrund af mine erfaringer, end hvis jeg ikke havde været syg de sidste tre år.

Jeg er i en grad som jeg aldrig ville kunne have forudset blevet udfordret i forhold til at bevare min tro på fremtiden og hver dag minde mig selv om, at jeg er andet end en hjernetumorpatient i et stort hospitalsvæsen. Som en ældre kvinde sagde til mig under én af mine indlæggelser ”Husk altid at tage farvet tøj på, når du er indlagt. Det værste er at gå i ét med Rigshospitalets hvide vægge.” Selvom jeg ikke er typen, som går i et væld af farver, tænker jeg altid over det kvinden sagde, når jeg er på Riget. Det er altid vigtigt, at man er sig selv og ikke er bange for at træde frem og stå ved den man er. Men når det føles som om, at livet tramper på én, mens man i forvejen ligger ned, er det særlig vigtigt at prøve at bevare fokus på at skille sig ud og være tro mod sig selv, og de ting man gerne vil. Det kommer hurtigt til at lyde sådan lidt højtflyvende, men jeg håber alligevel, at det giver bare lidt mening.

De sidste tre år har været de sværeste år i mit liv. Jeg har grædt, grint og haft ondt af mig selv i et hav af op og nedture, som på nogle måder har gjort mig stærkere og mere hel som menneske, men på andre måder har gjort mig fjern, skeptisk og rastløs. Jeg har nok altid været rastløs af natur, men jeg skal samtidig ikke være for fej til at indrømme, at jeg de seneste år har kæmpet meget med min rastløshed. Jeg har prøvet mindfullness, meditation og træning som hver især har givet mig gode redskaber til at takle mit til tider rastløse sind og forbedre min livskvalitet. Rastløsheden vil nok altid sidde i mig, men så længe det ikke går ud over mit humør eller folk omkring mig, er det til at leve med. Som et eksempel ser jeg frem til den dag, hvor jeg igen kan sætte mig med en god bog og en kop kaffe. Jeg har altid læst meget, men siden 2012 har jeg ikke kunne koncentrere mig om at sidde med en bog og lade mig rive med. Det håber jeg vender tilbage i takt med, at jeg selv vender tilbage.

Jeg kan mærke, at hele det her tidsperspektiv fylder meget i mine tanker i øjeblikket, så der vil formentlig komme flere indlæg i samme dur. Jeg har mange tanker og ord der trænger sig på, så jeg håber, at I vil bære over med mig. 

For to år siden afsluttede jeg min bacheloruddannelse på RUC med en mundtlig eksamen i kommunikation dagen efter, at jeg havde fået at vide, at tumoren havde spredt sig. Det var en mærkelig eksamen, fordi jeg ikke kunne være mere ligeglad end jeg var den dag. Nu går jeg et efterår i møde, hvor jeg udover at skulle skrive mit afsluttende speciale på Aalborg Universitet, kan sige farvel og tak til min rolle som kræftpatient. Det hele er ret vildt. Jeg er ret vild. Jeg er sådan set ret lykkelig lige nu.