I dag har jeg givet ordet til min gode veninde Anne, som jeg lærte at kende, da vi gik på efterskole sammen i 10. klasse. Anne startede en uges tid senere end os andre, og jeg husker tydeligt den dag hun ankom til skolen sammen med sin mor og storebror og skulle bo på Fies og mit værelse. Vi klikkede sammen fra første dag, og jeg kan uden at blinke sige, at Anne var én af de vigtigste årsager til, at jeg havde verdens bedste efterskoleår. Siden da har vi stået hinanden bi, og i dag bor vi kun 100 meter fra hinanden. Her er Annes torsdagstanker:
“De siger jeg har en tumor i hovedet og at det måske er kræft”. Min veninde Kristine har netop åbnet døren og falder mig grædende i armene, og bagved hende kan jeg se hele hendes nærmeste familie sidde omkring spisebordet fuldstændig forstenede af chok og angst.
Dette var ordene, der mødte mig en mandag i september 2012. Situationen var så langt fra hvad jeg havde forudset, da min veninde ringede op og spurgte om jeg ikke kunne komme hjem til hende efter arbejde. Dagen inden var jeg blev ringet op af Kristine, hvor hun fortalte at hun formentligt havde fået en hjernerystelse og var en tur forbi Bispebjerg skadestue til undersøgelse og havde fået foretaget en rutine CT-scanning. Som sygeplejerske af erhverv er jeg vant til at mine veninder henvender sig til mig ved, når de oplever berøringer med sundhedsvæsenet i den ene eller den anden forstand, og tænkte ikke videre over at min veninde skulle til undersøgelse, og hun blev da også sendt hjem senere på aftenen med besked om at scanningen var fin. Ej heller da jeg dagen efter igen ringet op af Kristine, der fortæller at en overlæge har ringet hende op og sagt hun skal komme ind til en kontrolscanning, ringer mine alarmklokker, da Kristine qua hendes alder og tidligere store hjernerystelse i forbindelse med en busulykke måske er en, der skal ses af en overlæge for en sikkerheds skyld.
Så ja, mit første møde med Kristines tumor husker jeg stadig som var det igår – et kæmpe chok og en situation, jeg aldrig troede jeg skulle stå i. Min første reaktion var ret instinktiv formentligt grundet mit erhverv som sygeplejerske – jeg kravlede ubevidst i den hvide kittel, skubbede mine egne følelser væk og forsøgte at finde håbet og hjælpe de mennesker, der sad omkring mig i dyb krise. Min egen reaktion ramte dog hårdt bagefter – en nær veninde fik en opringning, så snart jeg forlod lejligheden og så fik tårerne ellers frit løb.
3 år er nu gået, og jeg kan skrive en roman om alle de glæder og sorger vi har gennemgået sammen i forbindelse med Kristines tumor. Paradokset er at på trods af jeg har set min veninde være indlagt på neurokirugisk semiintensiv 2 gange efter store hjerneoperationer samt overværet min veninde gennem stråle + kemobehandlinger, der kan få selv voksne mænd til at ryste i bukserne, så har jeg aldrig betragtet hende som syg. Grundet til det er nok Kristines egen indstilling til sin sygdom – jeg kunne hurtigt fornemme at Kristine ikke havde brug for ynk eller medlidenhed, men ville tage kampen op og ikke falde ind i rollen som syg, men derimod forsøge at leve så normalt som muligt med en hjernetumor.
Dagen idag kan jeg ikke fortælle hvilken type tumor Kristine er ramt af – en ting som ellers vil være det første man spørger til og undersøger som sundhedsprofessionel. Det er nok min egen forsvarsmekanisme som er slået til i frygt for at læse prognoser og andet, der kan rokke på min illusion om at alt ting nok skal gå godt. Endvidere besluttede jeg mig tidligt for at min rolle i det her sygdomsforløb ikke skulle være som sygeplejerske eller bekymret pårørende – jeg ville agere veninde, der skulle holde humøret op og forsøge at bevare alt så normalt så muligt i denne unormale situation. Min kæreste har flere gange mindet mig om, at det Kristine ønsker, er blot at være en hel normal veninde, man deler glæder og sorger med, og ikke forskåner grundet hendes sygdom, og Kristine har heldigvis været helt fantastisk til selv at melde til/fra alt efter hvor meget tumoren har fyldt, og så har vi tilrettelagt vores planer efter det.
Kendsgerningen at Kristine er syg har dog ramt mig flere gange og det har ikke alt tid været nemt at skulle være den ”stærke”, når modgangen har ramt, men jeg har i den grad været taknemlig for min egen familie, kæreste samt alle andre veninder, der i den grad har støttet og delt alle mine bekymringer, når det har været svært. Jeg husker især min veninde Sachas ord, da angsten for om strålebehandling og kemobehandling ikke var tumorens overmand fyldte lidt for meget, mindede hun mig om at nogle skulle være solskinshistorien og denne solstråle selvfølgelig var Kristine.
Den 9. oktober i år blev jeg igen mødt af en grædende Kristine i døråbningen. Denne gang heldigvis i glædestårer og et af de største øjeblikke vi har delt sammen. Det var en kæmpe forløsning på, at onkologen Hans’ strategi med at stråle- og kemobehandle tumoren, har virket og alt tyder på at min solstråle Kristine har taget et kæmpe skridt i retningen af et liv uden sygdom og bekymringer.