Fingers crossed

Livsfilosofisk gruk og hverdagsskriblerier

Fik jeg sagt

At jeg var til kontrol på Rigshospitalet i starten af maj og fik at vide, at alt så godt ud?! For seks måneder siden var jeg sådan én der fik behandling for kræft. Nu er jeg sådan én der går til kontrol for kræft. Det er vildt. Det er mærkeligt at være syg, fordi det er så hulens svært at forholde sig til. Men det er godt nok også mærkeligt at få at vide, at man er rask igen.

Jeg begyndte jo først rigtigt at føle mig syg, da jeg kom i behandling for min tumor. Jeg havde ikke haft nogen symptomer på, at der sad noget i hjernen, som ikke skulle sidde der. Det var derfor et heldigt tilfælde, at jeg blev scannet for en hjerterystelse, som gjorde, at lægerne fik øje på noget mærkeligt. Så selvom jeg til de seneste to kontroller har fået at vide, at alt ser ud som det skal, sidder tvivlen og usikkerheden der stadig. For jeg kunne jo ikke mærke, at der var noget galt, før det hele startede, så hvilke faresignaler skal man være opmærksom på?  Nu har jeg tid til kontrol igen i starten af august, hvor jeg endnu engang krydser fingre for et positivt scanningssvar.

Kris

Tirsdagstanker

Jeg var til en jobsamtale i går, hvor jeg blev spurgt om, hvad mine svagheder er. Jeg svarede noget i retning af at være for perfektionistisk og selvkritisk, og hvordan man kan prøve at vende det til en styrke i en arbejdssammenhæng. Dagen inden havde jeg forberedt mig på jobsamtalesituationen via google, så jeg vidste, at jeg højst sandsynligt ville blive spurgt om det spørgsmål. Alligevel havde jeg svært ved at formulere et svar, som lød nogenlunde okay. Men det er da også et svært spørgsmål, når man sidder i en situation, hvor man bliver målt og vejet ud fra alt hvad man siger, og samtidig gerne vil gøre et godt indtryk.

Selvom jeg svarede noget andet, var den umiddelbare tanke, at min største svaghed er, at jeg har oplevet livets grimmeste side. Jeg er blevet skræmt fra vid og sans i den periode jeg har været syg, og det er da helt sikkert noget man skal bearbejde for at kunne vende det til en styrke og drivkraft. Men det er svært. Det er også svært lige pludselig at få at vide, at man er rask. Tør man tro på det, når de sidste snart fire år har været en rejse med utallige op og nedture? Eller det handler nok snarere om, hvorvidt man er i stand til at tro på det. Jeg har fået mange gode nyheder undervejs, som har genopbygget min selvtillid og håb for fremtiden, men de gode perioder er altid blevet afbrudt af en dårlig nyhed, som har slået benene væk under mig og kastet mig tilbage til udgangspunktet.

Så selvom det lige nu går rigtig godt, sidder tvivlen der stadig. Bliver det ved med at gå så godt? Er den hovedpine jeg har haft hele dagen et tegn på, at tumoren er ved at komme tilbage? Alle de her tanker gør det svært at “være rask”. Derfor har jeg det også altid så ambivalent, når folk spørger mig, om jeg er rask eller ønsker mig tillykke. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, for det er en identitet jeg ikke rigtig kan forholde mig til. Jeg går stadig til kontrol hver 3. måned, og selvom scanningssvarene indtil videre kun har været positive, siger en lille stemme inde i mig, at det kun er et spørgsmål om tid. Dermed ikke sagt, at jeg ikke bliver ovenud lykkelig for de positive svar, men det er både hårdt og betryggende hver 3. måned at skulle have besked på, hvorvidt den gode udvikling fortsætter.

Der ligger et stort mentalt arbejde i at blive erklæret rask, men hvis man tør gå i krig med den proces, så er jeg sikker på, at man har meget at vinde. Først her kan sygdommen, og de oplevelser den har medført, gå hen og blive en personlig styrke. På mange områder kan jeg allerede nu mærke, at jeg har lært meget om mig selv de sidste fire år, og jeg kan mærke, at mit selvværd er vokset. Jeg er selvfølgelig også blevet ældre i mellemtiden, som helt sikkert også har noget at skulle have sagt. Men jeg har oparbejdet en ret stor tillid til mig selv, som jeg ikke havde inden jeg blev syg.

1

Noget om at være træt af januar

Jeg synes, at alting er lidt svært i øjeblikket. Hovedårsagen er helt klart den sorte sky af specialefrustrationer, stress og konstant dårlig samvittighed, som følger mig fra jeg står op om morgenen til jeg går i seng om aftenen. Mentalt er jeg SÅ klar til at komme ud på arbejdsmarkedet og få en nogenlunde struktureret hverdag. Mon ikke der kun lige går et par måneder med fuldtidsjob, før man savner de langsomme og fleksible morgener som studerende?! Til den tid lover jeg at bande denne udmelding  langt væk.

Det er egentlig ærgerligt, at det sidste projekt jeg skal skrive i min rolle som studerende, hænger mig langt ud af halsen. Husker ikke, at de andre projekter har været lige så drænende, men der har jeg selvfølgelig også skrevet sammen med andre. Dog har de projekter nok også været præget af perioder med dybe frustrationer. Det er alt sammen bare lykkeligt glemt, lige så snart man har trykket udskriv. Men jeg er presset denne her gang. Presset på motivation og på tid. Jeg er kommet for sent i gang og har været for længe om at tage de beslutninger, der skal tages i en skriveproces for at kunne komme videre. Mit hoved er stadig lidt længere tid om at komme op i omdrejninger, men omvendt mærker jeg også en klar fremgang end for bare et par måneder siden.

Jeg dur bare heller ikke til den her kulde og de mørke dage. Jeg får så meget positiv energi, når solen skinner og luften er varm. Jeg er helt sikkert født på de forkerte breddegrader, for mit overskud svinder ind, når temperaturerne falder.

Ja, januar er ikke lige blevet som jeg havde håbet på. Jeg krydser fingre for en bedre februar, som forhåbentlig byder på et mildere vejr, et kærkomment specialeoverblik og (med fare for at blive slemt skuffet) at blive mere afklaret omkring, hvad der skal ske, når jeg får afleveret mit speciale.

Hej 2016

Jeg er ved at komme mig oven på en særdeles fremragende nytårsaften. Vi havde bestilt Cofocos nytårsmenu, og hold nu op det smagte godt. Martas uovertrufne anretningsevner løftede også lige smagsoplevelsen et niveau op. Vi blev alle godt mætte, og det var absolut pengene værd. Vi havde hver lagt 345 kr. og menuen lød som følger:

Forretten var kold-, varmrøget og bagt laks serveret med mild peberrodsfløde, sikrom, ristet boghvede, shisokarse, dildsne og –olie. Hovedretten var tournedos af oksemørbrad serveret på løgpuré med pommes Anna, rødbeder, trøffelsauce, støv af tørret trompethat og speltflager, krydret med frisk timian, og desserten var en mousse af hassselnøddechokolade serveret på en bund af aronia- og solbærkompot med marengsflager, krystalliseret mørk chokolade med hasselnødder, kørvel og frysetørret solbær. Alt i alt en god oplevelse!

Julen bød på familiehygge til den helt store guldmedalje og en enkelt tur på bodega med Mette og Amalie. Mine forældre havde arrangeret en skattejagt for Mette, Mary og jeg juleaften, som bød på forskellige gåder, der førte os til tre sæt Hunter-gummistøvler, som vi alle tre havde ønsket os. Som min mormor sagde, så gør mine forældre alt hvad der står i deres magt for mine søstre og jeg, og det kan jeg kun give hende ret i. Vi har vores diskussioner og konflikter, og jeg kan sagtens mærke, at vi lige skal finde os selv og hinanden igen ovenpå tre år med sygdom. Men jeg har sgu været heldig med min familie! Dertil har vi i 2015 også fået et nyt medlem af familien i form af Marys kæreste Hans. Det har været svært for mig at skulle til at dele hende (forstå mig ret), men jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre svoger. Det føles som om, at han altid har været en del af familien, og han passer bare rigtig godt ind i vores familie. Og vigtigst af alt passer han rigtig godt til Mary.

Ud over julehygge og nytårsfestligheder er min tid gået med specialeskrivning. Det hænger mig langt ud af halsen, og allerhelst ville jeg bare finde mig et job og begynde på et nyt kapitel som færdiguddannet. Jeg er så træt af at studere og kæmper virkelig med motivationen her i slutspurten. De fleste af mine veninder er færdige med at læse, og jeg glæder mig sådan til at kunne leve på mere end min SU og have tid og overskud til at læse alle de fede ikke-faglige-bøger jeg har stående, men endnu ikke har fået læst.

Det nye år tegner fra start rigtig godt! Mette har en veninde, som arbejder i St. Anton, og i uge 3 tager vi derned til en uge med ski og øl. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg har ikke været på skiferie siden 1.g, så jeg kan nærmest ikke vente. Jeg er noget rusten, men tænker, at det nok skal gå. Mette er i hvert fald lige så rusten, så vi er i samme båd.

Når jeg kommer hjem fra skiferie har jeg min første kontrolscanning i slutningen af januar. Jeg kan godt mærke, at det føles lidt mere spændende og angstprovokerende end jeg havde forventet, men omvendt er det også rart, at få tjekket op på, at alt stadig er som det skal være. Og det regner jeg stærkt med, at det er. I november fik jeg at vide, at tumoren stort set var væk, så det vil være meget mærkeligt, hvis den skulle være kommet tilbage.

Jeg har ikke gjort mig de store tanker i forhold til nytårsforsætter og mål for 2016. De sidste tre år har gjort mig bange for at lægge for mange planer og have for mange forventninger, fordi vi i virkeligheden har så lidt at skulle have sagt. Hverdagen kan blive vendt på hovedet mange gange, og i stedet for at have fokus på at udleve sine drømme og realisere sig selv, kommer man til at kæmpe med bare at kunne følge med og holde hovedet højt.

Det er hårdt at være alvorligt syg, og det er hårdt at være pårørende til én, der er alvorligt syg. Det trækker tænder ud bare at dét at have en hverdag, som består af flere ugentlige besøg på et hospital, og selvom man ikke mærker sygdommen hver dag, så er hver dag hård, fordi den følger dig som en skygge. Hver enkelt blodprøvetagning, cykeltur til Rigshospitalet, lægesamtale og scanning tager på de kræfter og den energi man har til rådighed i sin hverdag. Og når en behandling er så intensiv og langtrukken, som den jeg har været igennem i 2015, er der bare ikke overskud til så meget andet.

Alligevel synes jeg, at jeg formået at skabe mig en god tilværelse på de vilkår, jeg har levet under i 2015. Nogle dage har været dårlige, nogle endda rigtig dårlige, men mange har også været rigtig gode. I forbindelse med nytårsaften reflekterede jeg over, hvad jeg egentlig har fået 2015 til at gå med. I første omgang blev jeg ærlig talt lidt skuffet, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde oplevet alle de ting jeg gerne ville, men ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at ud af årets 12 måneder har jeg været i kemobehandling i 10 måneder og er blevet opereret én gang. Det er klart, at dét har sat nogle begrænsninger og haft afgørende betydning for min hverdag. Derfor passer det mig egentlig glimrende, at 2015 er et overstået kapitel, og at jeg nu kan tage fat på 2016 med fornyet kampgejst og en tro på, at jeg kan klare de udfordringer livet stiller mig.

IMG_4729

Julekort

Da jeg begyndte det her indlæg, var det egentlig tænkt som et nytårsindlæg, der skulle postes mellem jul og nytår. Men som indlægget har taget form, har jeg besluttet mig for at dele det op i to dele – et julekort og en nytårshilsen.

Julen kører for fuld udblæsning og 2016 nærmer sig med hastige skridt. Det er lidt en mærkelig tid. Jeg elsker hyggen, maden og fridagene, men ellers går jeg ikke specielt meget op i julen. Jeg har i hvert fald ikke fået pyntet op eller set et eneste afsnit af julekalenderen. Til gengæld har jeg været til en masse dejlige julefrokoster og har endnu tre i vente inden vi rammer den 24.

Nytår er mærkeligt. På den ene side er man fuld af glæde og forventninger til det nye år og på den anden side gør man mere eller mindre bevidst status over det forgangne år på både godt og ondt. Et år er lang tid, og det er svært at holde styr på alt hvad der er sket. Jeg har heldigvis hjælp at hente fra mine indlæg, og hvad er mere nærliggende end at starte med sidste års nytårshilsen.

Sidste år lavede vi denne video til Festen og Gæsten og fik besøg af nogle søde drenge efter vi var hoppet ind i det nye år. Jeg husker ikke synderligt meget fra selve aftenen, men det jeg husker var skægt.

 

I min nytårshilsen 2014/2015 præsenterede jeg to mål for 2015.

  1. At blive rask
  2. At aflevere speciale

Okay, det giver en succesrate på 50 procent. Men jeg vil dog mene, at det vigtigste var at blive rask, så overordnet kan jeg godt tillade mig at være ret tilfreds. Specialet er jo alligevel på trapperne og skal afleveres i starten af det nye år, så den er godkendt herfra.

Sidste år skrev jeg også, at jeg følte, at jeg havde mistet troen på, at det hele nok skal gå. På det her tidspunkt sidste år var jeg midt i 30-dages intens strålebehandling og tabte alt mit hår et par uger senere. Jeg havde svært ved at overskue hverdagen og følte, at noget inde i mig var ødelagt – eller i hvert fald gemt langt væk. Julen var svær at komme igennem, og jeg brugte mange dage i sengen. Jeg havde ingen energi og var trist og ked af det, fordi strålebehandlingen var hård, og jeg vidste, at der ventede en operation i starten af januar og efterfølgende mange måneder med kemoterapi. Det var ikke just den bedste start på et nyt år, men nu her hvor både operation og kemoterapi er vel overstået og virkelig føles som 100 år siden, minder det mig bare om, hvor stærk jeg er blevet oven på de sidste års udfordringer.

Selvom hverdagen ofte føles som alle andre dage, er det vildt at tænke tilbage på, hvor meget der er sket på et år, og at jeg har klaret den. Der bliver aktiveret nogle mekanismer i kroppen, som hjælper én igennem, når det hele virker en anelse sort. Hjernen slår følelserne fra og går i rednings-mode. Det er faktisk ret fantastisk, og jeg er ret forundret over de superheltekræfter, man lige pludselig er herre over, når man står i en kritisk situation. Selvfølgelig er der også nogle ydre faktorer, som har indflydelse på måden man er i stand til at takle sygdom på, og det har helt sikkert giver mig tryghed og gå-på-mod, at jeg har haft et stærkt bagland med mig hele vejen. Dertil har jeg i hele perioden følt mig i sikre hænder hos personalet på Rigshospitalet, som jeg er sikker på har haft stor betydning for mit almene velbefindende.

I dag er jeg overbevist om, at det hele nok skal gå, og jeg har overskuddet og energien til at kæmpe. Jeg er ikke længere afhængig af at få en lur hver dag, og jeg tør bevæge mig rundt uden paryk. Jeg har flere gode dage end dårlige, og jeg har rigtig mange gode mennesker i mit liv.

Nyt look

IMG_4577

Ej, jeg driller! Det her hår er lige så ægte som Linses barm. Nej, jeg mener selvfølgelig, at bloggen har gennemgået en større makeover, og jeg har kastet mig ud i nogle vanskelige (for mit vedkommende) tekniske ændringer. Så nu er det store spørgsmål, om I kan lide det?

Jeg lover snart at få gang i tasterne igen. Jeg er stadig ved at komme mig over min nylige raskmelding, og så går tiden altid bare ekstra stærkt her i november og december. Jeg sidder selv og har en daglig kamp med mit speciale, som lider gevaldigt under manglende motivation. Det er ligesom om, at hjernen endnu ikke har opdaget, at den er fri for kemogift og stadig snegler sig frem i 2. gear. Jeg håber snart at kunne mærke bare en lille forandring i mit fysiske og psykiske overskud, så jeg snart bliver i stand til at tænke kloge tanker igen. Jeg starter i hvert fald hver morgen med en kop kaffe og syv forskellige vitaminpiller, så mon ikke det snart går den rigtige vej 🙂

Forresten – af hjertet TAK til alle jer som har lykønsket mig med de gode scanningssvar på Facebook, Snapchat, mail, Instagram, telefon og her på bloggen. Jeg bliver virkelig glad, når I tager kontakt, og det betyder rigtig meget for mig, når I skriver, hvordan bloggen har hjulpet jer eller én I kender med at komme igennem samme cirkus. Det er en kæmpe oplevelse for mig at læse, så hold jer endelig ikke tilbage! Mange har spurgt om bloggen vil fortsætte med at eksistere, nu hvor jeg kun skal gå til kontrol. Jeg ser ingen grund til at lukke bloggen ned, og håber at jeg finder på en måde at blive ved med at skrive på, så det giver mening både for jer og for mig.

Der er sket det, at..

Tumoren er væk! I tirsdags var jeg inde forbi Rigshospitalet for at få svar på sidste uges kontrolscanninger efter kemoterapien er afsluttet. Scanningerne viste et markant reduceret restvæv, som nu er blevet så småt, at det ikke længere hører under kategorien tumor.

Jeg fik en noget længere og mere teknisk forklaring, men det korte og det lange er, at det væv, som de kan se på scanningerne formentlig blot er arvæv efter strålebehandling. Hverken PET eller MR-scanningen viste i hvert fald ikke noget aktivitet i den rest, som er tilbage.

Her det næste års tid skal jeg forbi til kontrolscanninger hver tredje måned, og hvis det resterende væv derefter stadig opfører sig ufarligt, fortsætter jeg med kontrol hvert halve år. Jeg skal fortsætte med kontrol resten af mit liv, men det er vist standardprocedure.

Så jeg er sådan set RASK.

Kris5

Torsdagstanker: Kil

Som rosinen i pølseenden i min lille serie med torsdagstanker kommer her min veninde Kils tanker om, hvordan hun som veninde har oplevet mit sygdomsforløb. Jeg lærte Kil at kende, da vi skrev projekt sammen på 2. semester, og siden da har vores venskab vokset sig større og stærkere. Vi har i lange perioder boet tæt på hinanden og ses ofte flere gange om ugen. Nogle gange går der total parforhold i den, og så tager vi lige et par dages pause fra hinanden. I skrivende stund sidder jeg endda i Kils lejlighed, hvor Elton og jeg har boet siden søndag, fordi mit badeværelse er ved at blive fixet. Så Kil er en rigtig god veninde, og nu har hun fået ordet her på bloggen:

”Jeg har en veninde, der har en tumor i hjernen”. Den sætning har jeg sagt en del gange de sidste tre år. For ja, Kris har en tumor i hjernen, men fordi hun i sit sygdomsforløb ikke har taget rollen som hverken patient eller offer, tror jeg ikke alvoren i denne sætning er gået op for mig, før et stykke inde i Kris’ sygdomsforløb.

Alvoren i sætningen gik først rigtig op for mig, den dag i juleferien, hvor Kris ringede og fortalte at nu havde hun barberet sit hår af og efterfølgende sendte et billede af sig selv uden hår. Efter at have set de billeder blev det på en eller anden måde virkeligt, at hun var alvorligt syg. Nu var det synligt, at hun havde kræft, og det var rigtig hårdt at erkende midt i juleferien. Da jeg dagen efter skulle til nytårsaften hos Kris og så hende uden hår for første gang, blev jeg virkelig slået ud og ked af det. Det blev en meget mærkelig aften for mig.

Nu skal det ikke lyde som om Kris’ sygdom ikke fylder noget, for det gør det. For jo hun har været syg, og vi har igennem forløbet talt meget om sygdommen og alle de operationer og behandlinger hun har været udsat for, men vi har begge synes det var vigtig, at sygdommen ikke fik lov til at fylde mere end, hvad der var nødvendigt. Selvom det har været rart at se, at Kris ikke er røget ned i et sort hul, men har valgt at tage kampen med oprejst pande, har det til tider været svært at være veninde. Jeg har ikke villet virke ligeglad, men jeg har heller ikke villet være hende der hele tiden talte om sygdom, behandlinger og hår. Samtidig har jeg til tider også følt det nødvendigt, at læse Kris nogle af de dage, hvor hun har virket glad, selvom nyhederne ikke altid har været gode. Det har nogle gange været svært at finde ud af om hun virkelig havde en god dag og havde det godt, eller om det var en facade, hun satte op i forsøget på at være stærk i forløbet. Jeg kan godt forstå behovet for at sætte en facade op, men jeg har prøvet at give Kris mulighed for og hjælpe hende med at lade den falde, når nyhederne har været dårlige eller dagene bare har været svære at komme igennem.

At komme igennem sådan et forløb har krævet en balancegang mellem at tale meget og lidt om sygdommen, være glad og ked af det sammen. Denne balancegang synes jeg har været svær, men jeg håber og tror, at Kris og jeg har fundet balancen, så det har været til at være i for os begge to. Jeg føler, at vi har haft en uudtalt aftale om, at hvis en af os havde brug for at tale om noget i forbindelse med sygdommen, har vi gjort det.

Igennem hele forløbet har jeg selvfølgelig haft meget fokus på Kris og hendes måde at takle det på, men samtidig har jeg også fundet det vigtigt, at jeg har kunnet tale med hende om sygdommen, når jeg har haft behov for det. Selvom det er Kris der har sygdommen og lever med den hver dag, så føler jeg også at jeg lever med den, fordi vi ses så ofte, og jeg har været med til både strålebehandling og kemoterapi.

Det jeg prøver at sige er, at det sgu er svært at vide, hvordan man er den gode veninde, når ens veninde har en sygdom, som man på ingen måde kan sætte sig ind i, hvordan det er at leve med hver dag. På den ene side vil jeg gerne være glad, positiv og optimistisk, og på den anden side er jeg jo bare enormt ked af det, frustreret og irriteret over, at Kris har skullet igennem alle de operationer og behandlinger. Men som sagt tror jeg og håber jeg på, at vi har fundet en balancegang mellem at være både glade og ked af det sammen.

 

 

Torsdagstanker: Anne

I dag har jeg givet ordet til min gode veninde Anne, som jeg lærte at kende, da vi gik på efterskole sammen i 10. klasse. Anne startede en uges tid senere end os andre, og jeg husker tydeligt den dag hun ankom til skolen sammen med sin mor og storebror og skulle bo på Fies og mit værelse. Vi klikkede sammen fra første dag, og jeg kan uden at blinke sige, at Anne var én af de vigtigste årsager til, at jeg havde verdens bedste efterskoleår. Siden da har vi stået hinanden bi, og i dag bor vi kun 100 meter fra hinanden. Her er Annes torsdagstanker:

“De siger jeg har en tumor i hovedet og at det måske er kræft”. Min veninde Kristine har netop åbnet døren og falder mig grædende i armene, og bagved hende kan jeg se hele hendes nærmeste familie sidde omkring spisebordet fuldstændig forstenede af chok og angst.

Dette var ordene, der mødte mig en mandag i september 2012. Situationen var så langt fra hvad jeg havde forudset, da min veninde ringede op og spurgte om jeg ikke kunne komme hjem til hende efter arbejde. Dagen inden var jeg blev ringet op af Kristine, hvor hun fortalte at hun formentligt havde fået en hjernerystelse og var en tur forbi Bispebjerg skadestue til undersøgelse og havde fået foretaget en rutine CT-scanning. Som sygeplejerske af erhverv er jeg vant til at mine veninder henvender sig til mig ved, når de oplever berøringer med sundhedsvæsenet i den ene eller den anden forstand, og tænkte ikke videre over at min veninde skulle til undersøgelse, og hun blev da også sendt hjem senere på aftenen med besked om at scanningen var fin. Ej heller da jeg dagen efter igen ringet op af Kristine, der fortæller at en overlæge har ringet hende op og sagt hun skal komme ind til en kontrolscanning, ringer mine alarmklokker, da Kristine qua hendes alder og tidligere store hjernerystelse i forbindelse med en busulykke måske er en, der skal ses af en overlæge for en sikkerheds skyld.

Så ja, mit første møde med Kristines tumor husker jeg stadig som var det igår – et kæmpe chok og en situation, jeg aldrig troede jeg skulle stå i. Min første reaktion var ret instinktiv formentligt grundet mit erhverv som sygeplejerske – jeg kravlede ubevidst i den hvide kittel, skubbede mine egne følelser væk og forsøgte at finde håbet og hjælpe de mennesker, der sad omkring mig i dyb krise. Min egen reaktion ramte dog hårdt bagefter – en nær veninde fik en opringning, så snart jeg forlod lejligheden og så fik tårerne ellers frit løb.

3 år er nu gået, og jeg kan skrive en roman om alle de glæder og sorger vi har gennemgået sammen i forbindelse med Kristines tumor. Paradokset er at på trods af jeg har set min veninde være indlagt på neurokirugisk semiintensiv 2 gange efter store hjerneoperationer samt overværet min veninde gennem stråle + kemobehandlinger, der kan få selv voksne mænd til at ryste i bukserne, så har jeg aldrig betragtet hende som syg. Grundet til det er nok Kristines egen indstilling til sin sygdom – jeg kunne hurtigt fornemme at Kristine ikke havde brug for ynk eller medlidenhed, men ville tage kampen op og ikke falde ind i rollen som syg, men derimod forsøge at leve så normalt som muligt med en hjernetumor.

Dagen idag kan jeg ikke fortælle hvilken type tumor Kristine er ramt af – en ting som ellers vil være det første man spørger til og undersøger som sundhedsprofessionel. Det er nok min egen forsvarsmekanisme som er slået til i frygt for at læse prognoser og andet, der kan rokke på min illusion om at alt ting nok skal gå godt. Endvidere besluttede jeg mig tidligt for at min rolle i det her sygdomsforløb ikke skulle være som sygeplejerske eller bekymret pårørende – jeg ville agere veninde, der skulle holde humøret op og forsøge at bevare alt så normalt så muligt i denne unormale situation. Min kæreste har flere gange mindet mig om, at det Kristine ønsker, er blot at være en hel normal veninde, man deler glæder og sorger med, og ikke forskåner grundet hendes sygdom, og Kristine har heldigvis været helt fantastisk til selv at melde til/fra alt efter hvor meget tumoren har fyldt, og så har vi tilrettelagt vores planer efter det.

Kendsgerningen at Kristine er syg har dog ramt mig flere gange og det har ikke alt tid været nemt at skulle være den ”stærke”, når modgangen har ramt, men jeg har i den grad været taknemlig for min egen familie, kæreste samt alle andre veninder, der i den grad har støttet og delt alle mine bekymringer, når det har været svært. Jeg husker især min veninde Sachas ord, da angsten for om strålebehandling og kemobehandling ikke var tumorens overmand fyldte lidt for meget, mindede hun mig om at nogle skulle være solskinshistorien og denne solstråle selvfølgelig var Kristine.

Den 9. oktober i år blev jeg igen mødt af en grædende Kristine i døråbningen. Denne gang heldigvis i glædestårer og et af de største øjeblikke vi har delt sammen. Det var en kæmpe forløsning på, at onkologen Hans’ strategi med at stråle- og kemobehandle tumoren, har virket og alt tyder på at min solstråle Kristine har taget et kæmpe skridt i retningen af et liv uden sygdom og bekymringer.

IMG_2111 IMG_3607DSCN4931

Torsdagstanker: Maria

De næste tre torsdage giver jeg ordet til tre af mine gode veninder. Jeg har spurgt, om de ville have lyst til at sætte ord på, hvordan de har oplevet mit sygdomsforløb set fra sidelinjen og prøve at beskrive nogle af de følelser og tanker de har gjort sig undervejs. I dag har jeg givet ordet til min veninde Maria, som jeg har boet sammen med en del år. Vi lærte hinanden rigtigt at kende i gymnasiet og blev venner på Roskilde Festival i 2006. Jeg boede også sammen med Maria den dag jeg fik at vide, at jeg havde en hjernetumor og glemmer aldrig at komme hjem i lejligheden og skulle viderebringe nyheden til Maria og min ene søster, som jeg også boede sammen med på daværende tidspunkt. Maria har skrevet lige præcis hvad hun ville, og jeg har ikke bedt hende om at reflektere over noget bestemt eller tage udgangspunkt i en særlig situation. Her er Marias torsdagstanker:

Hvordan reagerer man rigtigt? 

Det korrekte svar på det spørgsmål er vel, at der i langt de fleste situationer, ikke kun findes én rigtig måde at reagere på, men at det er individuelt fra person til person, hvordan man reagerer i diverse situationer.

Alligevel har dette spørgsmål opfyldt mig meget, og en dag det særligt optog mig, var dagen hvor Kristine kom hjem og fortalte, at hun havde en hjernetumor. Vi boede sammen – Kristine, hendes søster Maria og mig: veninden. Hende som måske skulle holde lidt afstand, og lade to søstre pakke sig ind i deres egen lille tosomhed af sorg, men hvordan gør man det? Hvordan reagerer man rigtigt, på en sådan nyhed, der som et lyn fra en klar himmel, fuldstændig flænser alt omkring sig, og kun lader uvisheden tilbage? På den ene side havde jeg lyst til at bryde deres lille boble af ulykke, og påtage mig en del af smerten. Bare en lille del, så det hele ikke gjorde så fandens ondt. Samtidig var der en lille stemme som blev ved med at hviske, at det her ikke var min kamp. At jeg skulle trække mig tilbage, og give familien fred. At det var bedst, at jeg ikke pressede mig unødigt på, og i stedet lukkede døren til mit værelse, og gav dem tid..

Jeg har aldrig fået ræsonneret mig frem til hvad der var den rigtige måde at reagere på i den tid. Men faktum var, at tiden gik og i virkeligheden fandt jeg vel frem til en eller anden form for balancegang, som fungerede bedst, i forhold til den jeg er, og den Kristine havde brug for, at jeg skulle være.

Min pointe er vist bare, at der aldrig findes en facitliste for hvordan man som pårørende skal reagere, men at man må føle sig lidt frem, og at det er fuldstændig individuelt. Når vi er sammen i dag, så er sygdommen selvfølgelig til stede, men jeg gør mit til, at den bliver parkeret et eller andet sted i baghovedet, så vi stadig kan have det ligesom i gamle dage.

Kristine ved, at hun kan tale med mig om sygdommen alt det hun vil, og jeg lytter gerne. Men det er også vigtigt at holde fast i hvordan vi var før tumor-tiden, og at der også findes en tid efter – en tumorfri tid <3

IMG_3646

IMG_4177